3 grunde til at du sikkert har levet før. Og hvorfor tidligere liv har betydning for dit liv i dag.
top of page

3 grunde til at du sikkert har levet før. Og hvorfor tidligere liv har betydning for dit liv i dag.

Opdateret: 1. aug. 2023


Jeg tror på reinkarnation og sjælerejser. At jeg har levet mange liv før dette.

Jeg har ikke altid troet på reinkarnation, men jo mere jeg beskæftiger mig med det bl.a. igennem mit arbejde som psykoterapeut og SoulKey terapeut, des mere føles det som en sandhed for mig.


Hvad er reinkarnation eller sjælerejser?

Reinkarnation betyder gen-legemliggørelse og handler om troen på at menneskets sjæl forlader kroppen efter døden, at sjælen fortsætter på rejse og på et tidspunkt genfødes i en ny krop.

Sjælen kan gennemgå utallige liv indtil den opnår åndelig oplysning eller frigørelse.


Tanken om genfødsel er udbredt blandt mange af jordens oprindelige folk.

Det gælder bl.a. flere afrikanske stammer, de australske aboriginere, amerikanske indianere, men også folkeslag i Kina og andre asiatiske lande.

Troen på reinkarnation er i dag især udbredt indenfor Hinduismen og Buddhismen.


Herhjemme vinder reinkarnation også mere og mere indpas – særligt blandt kvinder og de yngre generationer.

Mange er tiltrukket af ideen om karma med dets årsags- virkningsprincip.

Og dermed troen på, at vi med vores bevidste frie vilje, selv har ansvar for at påvirke vores nuværende og kommende liv.

At vi kan skabe et liv til det bedre.


Findes reinkarnation?

Det kan være svært 100% at dokumentere at reinkarnation er et faktum.

Der findes dog efterhånden en del forskning og flere casestudier, der sandsynliggør tanken om reinkarnation.

Det gælder bl.a. forskning indenfor nærdødsoplevelser, studier af mennesker og især børn, der har erindringer om tidligere liv, samt casestudier fra regressionsterapien.


Jeg vil herunder præsentere de gode 3 grunde til, at reinkarnation efter al sandsynlighed, er et faktum.


1. Nærdødsoplevelser

Nærdødsoplevelser (NDE – Near Death Experiences), er intense oplevelser, der rapporteres af personer, der har været tæt på døden eller er genoplivet efter kortvarigt at have været død.

NDE opstår på tværs af køn, alder, race og tro.

Mennesker der har været igennem NDE, beskriver samstemmende følelsen af at forlade kroppen, bevæge sig gennem en tunnel, blive modtaget af kære afdøde familiemedlemmer og en oplevelse af lys, fred og kærlighed.

NDE har været genstand for omfattende forskning.

Mange af de oplevelser der er beskrevet, kan være svære at forklare på anden måde, end at sjælen lever videre efter vores død.

Dr. Raymond Moody har igennem 50 år forsket i NDE og skrevet utallige bøger om emnet.

En anden førende indenfor forskning af NDE er Dr. Bruce Greyson ved University of Virginia. Man kan læse mere i hans bog: ”After” eller på dansk: ”Efter”. Gyldendal 2021.


2. Børn der fortæller om tidligere liv.

Professor og psykiater Ian Stevenson har gennemført omfattende forskning indenfor reinkarnation. Han har dokumenteret tusindvis af historier med børn, der har erindringer fra tidligere liv. Børnene kunne berette om personer, steder og begivenheder, de ikke burde have kendskab til. Han undersøgte desuden tilfælde, hvor børn havde fødselsmærker eller fysiske defekter, der korrelerede med skader fra tidligere liv.

Børnepsykiater Dr. Jim B. Tucker fortsatte Stevensons arbejde. Han har dokumenteret flere tilfælde, af børns erindringer om tidligere liv, der senere er blevet verificeret.

Også her kan de mange historier være svære at give en logisk forklaring på, hvis det ikke handler om reinkarnation.


3. Regression til tidligere liv

Dr. Michael Newton er verdenskendt for sit spirituelle hypnosearbejde. Han har systematisk indsamlet over 7000 casestories fra hans klienter, der under hypnose fortæller om tidligere inkarnationer. Han har desuden indsamlet information om hvad der sker mellem inkarnationerne – i Livet mellem livene.

Klienterne ville under hypnosen korrigere Newton, hvis han kom med antagelser, der ikke svarede til klienternes oplevelse.

Michael Newton har skrevet bøgerne: ”Sjælerejser”, ”Sjæleskæbner” og ”Livet mellem livene”.


SoulKey

Martin Castor har med inspiration fra og i samarbejde med Michael Newton og Richard Sutphen videreudviklet det arbejde og grundlagt SoulKey.

SoulKey er en regressionsterapiform der, bl.a. giver mulighed for at komme tilbage til tidligere liv og til livet mellem livene.

I modsætning til Newton, der gik forskningsbaseret til værks, er SoulKey udelukkende skabt med udgangspunkt for klientens livssituation og ønske med sessionen.

SoulKey er en terapeutisk og spirituel rejse, der giver transformerende indsigt i klientens nuværende liv, der kan opleves dybt forløsende.

SoulKey er således ikke en ”turist rejse”, der udelukkende sigter mod at opleve tidligere liv for oplevelsens skyld.


Jeg selv er uddannet SoulKey terapeut ved Julie Mariel i maj 2023, og har inden da beskæftiget mig med regression til tidligere liv som psykoterapeut.


Selvom forskningen peger i retningen af, at reinkarnation er en plausibel mulighed, så er det i sidste ende et spørgsmål om tro eller overbevisning.

Og min mission med dette skriv, er ikke at overbevise eller omvende nogen, blot vække en mulig nysgerrighed.


For mig giver det mening at forholde mig åben og nysgerrig, men også med en sund portion skepsis, til det vi endnu ikke helt kan bevise. Jeg har desuden ikke (længere) brug for beviser eller evidens på at sjælen inkarnerer til flere liv.


Mine egne og mine klienters oplevelser er meningsfulde.

Og så længe klienterne føler sig hjulpet, er det i og for sig det vigtigste.


Min interesse blev vagt.

Min egen interesse for reinkarnation opstod for mange år tilbage, da jeg tilfældigt så et program i fjernsynet om mennesker med nærdødsoplevelser.

Jeg husker særligt en case med en kvinde, der døde og oplevede at hun som sjæl forlod sin krop og svævede over dødslejet i en stue på et sygehus. Fra dette perspektiv oplevede hun folk komme og gå.

Kvinden vendte tilbage til livet og kunne efterfølgende berette om konkrete oplevelser på stuen. Hun kunne detaljeret beskrive observationer, hun ikke kunne have foretaget fra hendes menneskelige krops perspektiv, der lå med lukkede øjne og uden hjernefunktion. Hun så blandt andet en læge og andet personale komme ind, som ikke tidligere havde været der.


Jeg har efterfølgende også været optaget af film med børn, der har erindringer om nærdødsoplevelser.

Særligt dokumentarfilmen ”The boy who lived before fra 2006” om den 5-årige dreng Cameron gjorde indtryk.


En anden dokumentarfilm, der kan anbefales er ”In another life. Reincarnation in America, 2003”.

Begge kan findes på YouTube.


Min første oplevelse med tidligere liv.

Min egen første oplevelse var i starten af mit psykoterapeut studie i 2017.

Jeg havde meldt mig som klient, så min underviser kunne demonstrere en regressions terapi til et tidligere liv.

Følelsen af at sidder der foran måske 30 medstuderende der kiggede på mig, var overvældende. Om end jeg også var spændt og forventningsfuld.

Jeg kom tilbage til et liv som mand i Middelalderen på en markedsplads. Jeg var i gabestokken - udskammet.

Og den samme følelse af at blive kigget på, der ramte mig i klasselokalet, udspillede sig også i dette tidligere liv.

Selvom mine medstuderende havde venlige intentioner (det handlede ikke om dem), så fik de vækket en følelse i mig, der stammede fra et tidligere liv.

Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg fik forløst noget dybt i den session.


Jeg har siden da været tilbage i utallige både kedelige og mere interessante liv, der alle på en eller anden måde, har haft indflydelse på eller referencer til mit liv i dag.


Hvordan kan tidligere liv give mening i det nuværende liv?

Klienter der har prøvet mange forskellige terapiformer uden held, kan opleve at det problem eller de fastlåste mønstre de kom med, stammer fra et tidligere liv.

Sjælen bærer altså traumer, såvel som kompetencer og styrker, med sig fra liv til liv, uden at vi er bevidste om det.


Ved at vende tilbage til klientens tidligere liv (eller Livet mellem livene, som jeg ikke vil komme nærmere ind på i dette indlæg), vil klienten kunne få nye perspektiver på det nuværende liv og forløst fastlåste følelser, med rod i tidligere liv.


Klienter vil bl.a. kunne hente læring af de relationer, som de følges med igennem flere liv på godt og ondt. Relationer de kan have indgået en karmiske aftale med i tidligere liv, og som kan begrænse dem i dag.


De vil kunne hente viden om hvor fysiske begrænsninger og kropslige symptomer, stammer fra og få forløst disse.


Klienten vil kunne få indsigt i hvad der er vigtigt at fokusere på i dette liv og hvad der er godt at slippe. At sjælen er lys og kærlig, og at livet kun indeholder gaver, fordi der er læring at hente i alle livssituationer.


Endelig er der mulighed for klienten at åbne op for de store eksistentielle spørgsmål, om hvem man er som sjæl, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen, samt opnå en dybere spirituel forståelse.


Som SoulKey terapeut er det vigtigt for mig at guide klienten tilbage til tidligere liv, der har mening og betydning for klientens nuværende liv, således at klienten kan tage de styrker og læringer med sig, der vil gøre en forskel for klienten.


Hvilke læringer og indsigter, der er mulig at få, er dog individuelt fra sjæl til sjæl.

63 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page